Titel:
Praksischokket må forebygges på arbejdspladserne
VF12 Printartikel - Essens:
FB
Kort tekst:
Praksischok er praktikanternes eller de nyuddannedes oplevelse af, at det praktiske arbejdsliv stiller krav, deres uddannelse ikke har forberedt dem på. Men er det uddannelserne, der skal ændres gennem mere praktik og praksisnær teori? Eller er det arbejdspladserne, der skal forebygge praksischok? Professor Per Fibæk Laursen er ikke i tvivl. 
Person:
Billede:
Per Fibæk Laursem_70x80
Navn:
Per Fibæk Laursen
Titel:
Professor
Arbejdssted:
DPU, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:

I debatten om praksischok lyder kravet som regel, at uddannelserne må ændres. De studerende må forberedes bedre på arbejdslivets faktiske krav, fx gennem mere praktik eller mere anvendelsesorienteret og 'praksisnær' teori, så de studerende får mere kendskab til arbejdslivets virkelighed.


Det er ikke nødvendigvis dårlige ideer. Men det er næppe sandsynligt, at de vil kunne løse problemet. Der er nemlig allerede ganske meget praktik i de professionsuddannelser, hvor man slås med praksischok. Alt afhængig af hvilken uddannelse, det drejer sig om, udgør praktikken fra ca. 1/8 og helt op til halvdelen af uddannelsestiden.


Praksischokket skyldes ikke, at de nyuddannede ikke kender det praktiske arbejdsliv. Mange andre uddannelser indeholder mindre eller slet ingen praktik – uden at man af den grund oplever genkommende debatter om de nyuddannedes praksischok. Praksischokket skyldes heller ikke primært, at uddannelserne har et verdensfjernt indhold. Det er noget af forklaringen, men langt fra den eneste. Praksischok har været diskuteret i mere end 40 år, og professionsuddannelserne har faktisk reageret på debatten ved at prøve at gøre deres teori mere praksisnær.


Jeg tror, at problemerne med praksischok snarere må løses på de nyuddannedes arbejdspladser end på grunduddannelserne. Inden jeg uddyber det, vil jeg analysere problemet lidt nærmere.


Hvad er praksischok?

Et chok er en voldsom forskrækkelse, som man kan opleve, når man kommer ud for noget uventet, overvældende eller truende. Chok er en alvorlig sag, som i værste fald kan være livstruende og have langvarige følger. Praksischok er dog næppe hverken livstruende eller lammende, men langvarige følger kan det godt have. Praksischok er ifølge Den Danske Ordbog en "udfordrende eller chokerende oplevelse af mødet med det arbejdsliv som en gennemgået eller igangværende uddannelse skulle kvalificere en til".


Ifølge samme ordbog har vi haft ordet siden 1977.


Debatten om praksischok kendes især fra velfærdsprofessionerne: socialrådgiver, sagsbehandler, pædagog, lærer, sygeplejerske og jordemoder. Og praksischokket er altså praktikanternes eller de nyuddannedes oplevelse af, at det praktiske arbejdsliv stiller krav, deres uddannelse ikke har forberedt dem på. Enten fordi kravene handler om noget andet end uddannelsen, eller fordi de er større eller vanskeligere end ventet.


iStock-962234214_943x460


Store forventninger

Når nyuddannede professionsbachelorer ofte bliver skuffede eller chokerede, fordi de oplever dårlig sammenhæng mellem uddannelse og arbejde, skal det ses i sammenhæng med, at deres forventninger som regel er høje. Har man høje forventninger, bliver man lettere skuffet eller måske ligefrem chokeret, end hvis forventningerne er beskedne.


Uddannelser til fx socialrådgiver, pædagog, lærer og sygeplejerske markedsføres i høj grad med, at teori og praksis hænger sammen. Professionshøjskolerne vil gerne have flere studerende til deres uddannelser, og der er brug for dem på arbejdsmarkedet. Det udnyttes i markedsføringen over for potentielle studerende, der lokkes af den nære sammenhæng mellem teori og praksis, og med at uddannelserne er målrettet en bestemt type job, hvor der ovenikøbet er gode beskæftigelsesmuligheder.


Det skaber naturligt nok forventninger hos de studerende om, at de som færdiguddannede kan gå lige ud i job og bruge det, de har lært i deres uddannelse. De kommer dermed med en helt anden forventning end folk, der har gennemgået en generalistpræget uddannelse, der ikke er målrettet et bestemt job.


Den nære sammenhæng mellem uddannelse og job er naturligvis en styrke for de områder, hvor det er muligt at realisere. Men det er vigtigt, at de studerende bliver gjort opmærksomme på, at det at udfylde et job er noget væsentligt andet end at være i praktik. Den væsentligste forskel handler om arbejdsmængden.


Arbejdsmængden er hovedårsag til praksischok

Min viden om praksischok stammer først og fremmest fra lærerprofessionen, og her er der ingen tvivl om, hvad der opleves som mest overvældende ved overgang fra uddannelse til arbejde: Det er mængden af arbejdsopgaver.


Lektioner skal forberedes og efterbehandles. Der skal fremskaffes undervisningsmaterialer af mange forskellige slags. Der skal udfærdiges individuelle elevplaner, og forældrene skal informeres og inddrages. Der er et hav af møder med ledelse, kolleger, forældre, skolepsykologer og mange andre. Samme forberedelse og efterbehandling af samtaler, individuelle planer for borgeren og et hav af tværfaglige møder gør sig gældende for socialrådgivere. De fleste nyuddannede oplever, at det simpelthen er umuligt at gøre det hele tilfredsstillende. I hvert fald hvis man vil holde sin arbejdstid nede i nærheden af det, man får løn for.


Professionsuddannelserne har måske en del af skylden for, at problemet med arbejdsmængden opleves så overvældende. De teorier, der dyrkes i uddannelserne, stiller nogle gange krav, der ikke kan realiseres i et presset arbejdsliv. Professionsuddannelserne anbefaler ofte 'rationelle', men idealistiske planlægnings- og beslutningsmodeller, hvor man skal tage udgangspunkt i mål, lægge detailplaner eventuelt i forhold til individuelle borgere og afslutningsvis evaluere, om man nåede målet.


Vilkårene i den praktiske hverdag gør den form for tænkning illusorisk. Den praktiske hverdag må i langt højere grad basere sig på rutiner og på evnen til at improvisere. Professionshøjskolerne burde undervise i, hvordan man gør det.


Ansvar er en anden vigtig årsag

Næst efter arbejdsmængden er ansvaret den vigtigste årsag til, at mange oplever praksischok. Når man er i praktik, har man en vejleder, der står med det egentlige ansvar i forhold til elev, borger eller patient. Ovenikøbet er man ofte sammen med en gruppe medstuderende, der hjælper, støtter og bakker op.


Når man bliver ansat i et rigtigt job, er situationen helt anderledes. Man arbejder ofte alene, og man skal træffe mange beslutninger, uden at der er megen tid til at tænke sig om. Beslutningerne kan have store konsekvenser for de mennesker, man arbejder med. Og ofte er der tale om vanskelige skønsspørgsmål, hvor det er svært at sige, hvad der er rigtigt eller forkert. Det er fx ikke nemt at se, om den elev i indskolingen, der er langsom læser, er ordblind og skal have professionel støtte, eller blot skal have ro til at udvikle sig i sit eget tempo.


I dag er ansvar ikke blot noget, man har i forhold til sine egne intentioner og rent principielt. Ofte vil ens ledere, folk i forvaltningerne og forældre eller pårørende holde øje med ens arbejde og resultaterne af det. For en ung og usikker person uden den pondus, som alder og rutine giver, er det en ganske stressende situation. Det er ikke morsomt at blive kaldt til samtale på lederens kontor og få at vide, at forvaltningen på rådhuset har lagt mærke til, at ens 'produktion' ligger i underkanten af det almindelige.


Man må lære at improvisere

I professioner, hvor man arbejder med mennesker, kommer man ofte i vanskelige situationer, hvor man er i tvivl om, hvad man skal gøre, men hvor det er nødvendigt at handle hurtigt. Hvis der pludselig sker dramatiske forandringer med en borgers tilstand, eller hvis et barn i børnehaven uden synlig grund pludselig bryder sammen i gråd, kan man ikke som ansvarlig professionel tage en timeout, hvor man tænker sig om og slår op i lærebogen. Formodentlig ville det heller ikke hjælpe at slå op i lærebogen – der står næppe noget om, hvad man gør i lige akkurat den situation, man er havnet i. I stedet må man improvisere.


Hvordan lærer man at improvisere? Den eneste mulighed er at øve sig i praksis og høste stadig flere erfaringer med, hvad man kan gøre i uventede situationer. Efterhånden som man har prøvet det mange gange, begynder man at kunne se, at det uventede trods alt ligner noget, man har prøvet før, og som man har erfaring for, hvordan man kan tackle. Man kan ikke læse eller teoretisere sig til, hvordan man skal improvisere i overraskende situationer – derved lærer man i bedste fald kun at handle i forudsigelige situationer.


En af årsagerne til praksischokket er, at nyuddannede mangler det erfaringsgrundlag, der gør det let at improvisere.


Uventede opgaver

Den nære sammenhæng mellem uddannelse og arbejde i velfærdsprofessionerne, får sikkert en del studerende og nyuddannede til at undervurdere bredden i arbejdet. Sygeplejersken skal naturligvis primært pleje patienter, socialrådgiveren rådgive borgeren, og læreren skal undervise elever. Men nyuddannede bliver ofte overraskede over, hvor mange andre arbejdsopgaver, jobbet også indeholder. I alle funktioner, hvor man arbejder med mennesker, fylder det meget, at mange af dem, man arbejder med, har sociale eller personlige problemer, der ikke umiddelbart har at gøre med den professionelles kerneopgave, men som man alligevel må beskæftige sig med. Børn og unge, der er i en kaotisk situation på grund af forældrenes skilsmisse, borgeren eller patienten, der ved siden af andre udfordringer har et alvorligt alkoholproblem. Og så videre.


Hvad kan man gøre?

Det er ikke nødvendigvis hverken nemt eller billigt at løse eller blot reducere problemet med praksischok. Til gengæld er det efter min mening klart, hvad der bør satses på:

  • Reduceret arbejdsmængde: Mange opgaver tager meget længere tid for nyuddannede end for rutinerede kolleger. Derfor er det urimeligt, at nyuddannede som regel har samme mængde opgaver som erfarne. Man løser ikke problemet med praksischok uden at reducere de nyuddannedes arbejdsmængde.

  • Mentorordninger: At nyansatte har en erfaren kollega, der har til opgave at støtte og vejlede, praktiseres allerede mange steder. Det nye og tyngende ansvar bliver lettere at bære, hvis man altid har en erfaren kollega at spørge.

  • Fællesskab med andre nyansatte: Ansvaret bliver også lettere at bære, hvis man kan drøfte det med andre i samme situation. Arbejdspladsen bør tage initiativ til, at nyuddannede får tid og lejlighed til jævnligt at bearbejde deres situation sammen med ligestillede.

  • Realistiske professionsuddannelser: Selv om hovedindsatsen mod praksischok skal gøres på arbejdspladserne, kan professionsuddannelserne også gøre noget. Først og fremmest kan man orientere uddannelserne mod de faktiske forhold i professionernes praksis. Der er brug for mere realisme – meget gerne med kritisk brod – og mindre idealisme. 




Vil du vide mere? 


Tidsskriftsnr.:
2019 nr. 3
Publiceringsdato:
19-08-2019
Kommentarer
Kommentar link essens:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.